Den 21. december fejrer vi Vintersolhverv – dagen hvor mørket er på sit højeste, og vi markerer, at lyset langsomt begynder at vende tilbage. I generationer har Inuit i Grønland haft særlige traditioner forbundet med denne dag, hvor håb, fornyelse og fællesskab går hånd i hånd.
Inuit-traditioner
For inuit var vintersolhverv en tid til at samle sig med familien og styrke båndene til fællesskabet. Historiefortælling, sang, trommedans og lege var vigtige elementer i fejringen. Disse traditioner skabte varme og glæde midt i mørket og styrkede samhørigheden i samfundet.
I nogle traditioner blev der udført ritualer for at sikre solens tilbagevenden. Man udtrykte taknemmelighed over for naturens gaver og håbede på et godt og lyst år. På denne årets mørkeste, er der også tid til at for nye garderoben for nogle.
Vintersolhverv i dag
I dag er det den 21. december, vintersolhverv – Ullukinneq – en dag, som vores forfædre markerede med stor betydning, og som stadig minder os om lysets uundgåelige tilbagevenden.
Vintersolhvervet er ikke kun en markering af naturens skifte, men også et symbol på fornyelse. Mørket minder os om livets udfordringer, mens solens tilbagevenden symboliserer håb og en ny begyndelse. Lyset, der langsomt vender tilbage, minder os om, at selv i de mørkeste tider vil lyset altid finde sin vej.
Selv om traditionen er begyndt at blive overgået af den moderne jul, så markerer mange grønlændere stadig dagen i dag med familiesammenkomst og fejrer dagen med al godt hvad havet og landskabet har at byde på. I de seneste år er man også begyndt at diskutere om dagen skal være en fridag, da det er dag med stor betydning i den grønlandske kultur. Rundt omkring i Grønland bliver dagen også fejret i kulturhuse og museer og andre steder.
Aassuutit: Vogterne af Lyset
Det fortælles, at vores forfædre troede, at solen i gamle dage blev overvundet af polarmørket og sank dybere og dybere ned på himlen. Til sidst var der frygt for, at solen ville forsvinde helt, og efterlade os i evigt mørke. Men dette skæbnesvangre fald blev forhindret af Aassuutit – de to små stjerner, Altair og Tarazed.
Aassuutit trak solen op igen og har siden da bevogtet den, når den begynder at synke. Når solen på ny begynder sin opstigning, viser Aassuutit sig for menneskene som budbringere af håb og lys – et tegn på, at mørket snart slipper sit greb, og at lyset vender tilbage.
Hvad sker der med lyset?
Vintersolhverv er årets korteste dag og den længste nat. Solen står lavest på himlen, og nord for Polarcirklen går den slet ikke op i denne tid. For inuit i de gamle dage, hvor hverdagen var tæt forbundet med naturens rytme, havde dette fænomen stor betydning. Solens fravær kunne være en tid med udfordringer, men også en tid med refleksion og samvær.
Efter vintersolhvervet begynder solen langsomt at vende tilbage. Lyset tiltager dag for dag, og med det kommer en følelse af håb og optimisme. Det er et vendepunkt, hvor man fejrer livets cyklus og ser frem mod lysere tider.
Hilsen til alle på Ullukinneq
På denne særlige dag ønsker vi alle i Grønland og hele verden et glædeligt Ullukinneq! Ullukinneq på grønlandsk betyder, korteste dag. Må lyset bringe varme, håb og fornyelse til jer og jeres familier. Lad os fejre vores rødder, vores fællesskab og de traditioner, der har båret os gennem generationer.
Vintersolhverv markerer, at lyset kommer tilbage – og med det kommer nye muligheder og nye begyndelser.
Glædeligt Ullukinneq!