Korte nøglehistorier

Bygden Sarfannguit ligger på spidsen af en ø, adskilt fra fastlandet af et strømsted, og har i øjeblikket (2023) 101 indbyggere. Amerloq-fjorden er på den nordlige side af øen og Ikertooq-fjorden mod syd. Interessant nok ligger bygden på den nordlige side af øen på en stejl bjergside, hvilket gør det urealistisk at bruge andet end ATV, UTV eller snescooter, når man transporterer på vejene.

Den stejle, skyggefulde placering på Sarfannguaq-øen blev valgt, fordi det er et fisker-jægersamfund. Nogle byttedyr og fisk, der er blevet fanget og forarbejdet, har det ikke godt i sollys, så det er en praktisk beslutning at skabe et hjem i et område som solen har svært ved at nå. Selvom en placering på fastlandet ville have gjort transporten mere behagelig, var det vigtigere at tørre kød og fisk, samt at holde det køligt, så det ikke var til skade for indbyggerne.

Den primære beskæftigelse i Sarfannguit har altid været fiskeri, lige siden byen blev officielt etableret i 1843, og historiske fiskeredskaber såvel som arkæologiske udgravninger beviser, at fisk altid har været en vigtig fødekilde. Det grønlandske fiskeri er blevet mekaniseret siden 1930’erne, og industrialiseringen har gjort fiskeriet til et af de mest rentable og stabile erhverv i Grønland.

For Suulut Olsen, der voksede op i Sarfannguit, er fiskeri og jagt hans daglige liv, og han ville ikke være det foruden. Som fisker-jæger skal han være dygtig til at fiske med line, fangstnet og kunne gøre det fra en jolle, fiskerbåd eller havis. Derudover skal han have skydefærdigheder for at kunne jage rensdyr, moskusokser, sæler og mindre hvaler. Med disse færdigheder er han i stand til at jage året rundt og skaffe både mad og handelsvarer til sin familie.

Kalaallit Nunaata Radioa (Grønlands Nationalradio) har i samarbejde med Aasivissuit – Nipisat og filmskaberen Aannguaq Reimer-Johansen lavet et tv-program i tre dele om Sarfannguit. Det er på grønlandsk.

Foto af Jens Fog Jensen

Den forladte bosættelse Saqqarliit blev etableret i 1859 i bunden af Ikertooq-fjorden, og blev en succesfuld fiskerbygd på grund af sin gunstige beliggenhed, men blev forladt i 1961 da den ikke kunne opretholde sin handel på grund af urbaniseringen i Sisimiut.

Lige omkring det tidspunkt, hvor bygden blev grundlagt, blev de industrielle muligheder for fiskeri i de grønlandske farvande opdaget. Grønlandske fangere blev opfordret af danske kolonisatorer til at købe både og joller, og forarbejde deres fangede fisk ved at tørre eller salte dem og eksportere dem til købere i Danmark, som ville nyde godt af denne lækre fangst. Den dag i dag er fiskeri stadig en hovedindtægt for det grønlandske folk og eksporteres internationalt.

De fleste familier flyttede til nærliggende bygder og byer ved bygdens nedlæggelse, da de havde brug for arbejde, men ikke ønskede at forlade det velkendte landskab. Ligesom mange andre forladte bygder besøges Saqqarliit ofte af efterkommerne af de tidligere indbyggere for at mindes og fortsætte med at fiske-jage hvor deres forfædre plejede at leve af jorden.

Foto af Paninnguaq Boassen

Øen Nipisat har en rig historie med Inuitter, der bosatte sig for omkring 4500 år siden, Thule-kulturens folk i 1500-tallet, kolonister i 1600-tallet og lokale i dag, der stadig tiltrækkes af landet og havet på grund af dets overflod af mad og ressourcer.

Der kan skrives tykke bøger om øens historie og fortællinger om hvorfor folk slår sig ned på en øde ø, og det drama det medfølger. Den er perfekt placeret til ophold om vinteren, men også om sommeren. Det lave vand på den sydlige side af øen gjorde den til det perfekte sted at fange hvaler. Der er tæt forbindelse til fastlandet, så man kan rejse ind i landet. Den ligger lige ved havet, men også ved to forskellige fjorde, der gør det muligt at fange en stor variation af fisk tæt på. Der er en levende kultur på øen nu, men ingen bor der permanent som før i tiden.

I de seneste årtier er Nipisat blevet kendt blandt de lokale som stedet, hvor man plukker store, saftige sortebær. Når man kigger rundt på de nærliggende øer, kan man se flere hytter, som bruges af familier som sommerhuse, mens de tilbringer deres tid i landskabet med at jage, finde føde og nyde naturen.

Foto af Dorthea Reimer-Johansen