Explore the history of Greenland

Enestående universel værdi

Enestående vidnesbyrd om en kulturel udvikling

De landskabelige omgivelser i kombination med imponerende arkæologiske levn vidner om den traditionelle arealanvendelse i tid og rum i hele det nominerede område, mellem det åbne hav og indlandsisen. Landskabet, lejrpladserne og de arkæologiske levn har en enestående værdi, fordi mennesker har været i Aasivissuit – Nipisat i årtusinder og udnyttet de lokalt tilgængelige ressourcer og tilpasset deres livsstil og hjem til årstidens rytme.

Den lange tradition for lokalt bæredygtig arealanvendelse kan aflæses lettere i dette landskab og dets kulturer end andre steder. På grund af dets geografi og klimatiske forhold forbliver det stort set uændret og tilbyder samtidig flere muligheder for Nature Being.

Aasivissuit – Nipisat har et veldokumenteret sted for tidlig inuitbeboelse på Nipisat og hundredvis af synlige ruiner fra inuit i hele området. Bygden Sarfannguit er et aktivt fiskeri- og fangersamfund, der blev etableret i 1843, og som forbinder den nuværende brug af havet og landjorden med den traditionelle bæredygtige nomadiske jagt i de Tidlige Inuit-tider, der går helt tilbage til 4500 år siden.

Dette verdensarvssted er et kontinuerligt landskab med betydelige materielle beviser, der vidner om udviklingen af den traditionelle boligform og livet i Vestgrønland gennem årtusinder.

Illustration af: Nuka Godtfredsen.

Traditioner, der repræsenterer kulturer

Menneskets interaktion med naturen

Der findes ruiner af forskellige boligtyper i Aasivissuit – Nipisat, og disse fortidsminders placering i deres oprindelige omgivelser gør dem til førsteklasses eksempler på formidling af historien om jæger-samlernes modstandsdygtighed i et arktisk miljø.

Ud over boliger er der også ruiner af grave og jagt strukturer, der er kategoriseret som monumenter. De er bevaret i deres oprindelige omgivelser, hvor de vidner om de traditionelle sæsonbestemte vandringer og variation i jagtpraksis i løbet af året, som det har været tilfældet, siden de første mennesker ankom for omkring 4500 år siden.

Livsstilen med sæsonbestemte boliger er motiveret af dyrenes vandringer og klimaet. På den ydre kyst ved havet var der vinterbopladser, hvor folk fokuserede på at jage sæler, om foråret befandt de sig i fjordene for at fiske efter lodder og ørred, og i løbet af den varme sommer var deres lejre placeret for at opfange vandrende rensdyr i indlandet.

Langs den gamle sti, der stadig bruges i dag, er der sommerlejre med boligruiner, inussuit (varder), grave og depoter, der formidler historien om overflod i landskabet. Ruten fra vinterbopladserne til sommerlejrene kan følges som en gammel, veltrampet sti, der løber mod øst fra bunden af Maligiaq Fjord, en mindre fjord der forbinder indlandet til kysten og udløber syd for Nipisat.

Det største fælles jagtsystem for rensdyr, der kendes fra Grønland, ligger i indlandet og er sammen med det usædvanligt store antal ruinpladser et udtryk for den enestående universelle værdi der ligger i Inuitternes jagtområde mellem hav og is.

Illustration af: Nuka Godtfredsen.

Tidlig Inuit

4500 – 2000 år siden

De første mennesker, som arkæologisk er blevet påvist at have beboet Grønland, er Saqqaq-kulturen og Dorset-kulturen. Flere tidligere lejrpladser fra denne periode er blevet opdaget i Aasivissuit – Nipisat og fortæller om deres liv gennem rester af redskaber, boliger og affald. Nogle af disse rester er blevet dokumenteret på vores nøglesteder: sommerlejren Aasivissuit og kyst-øen Nipisat.

Inuit

800 – 350 år siden

Efter en periode uden dokumenteret beboelse rejste Thule-kulturens folk ligesom de tidligere indbyggere gennem Canada og over det frosne Beringstræde til Thule i Nordgrønland for derefter at sprede sig langs vest- og sydøstkysten. Deres livsstil var at bo i tørvehuse ved kysten om vinteren og i skindtelte i fjorde og inde i landet om sommeren, mens de fulgte vandringerne af land-, hav- og luftbårne dyr.

Kolonitiden

350 – 100 år siden

Efter ankomsten af europæiske hvalfangere, købmænd og missionærer koloniserede Det Danske Kongerige Grønland, og centraliserede befolkningen for at industrialisere jagt og fiskeri. Nogle af Thule-kulturens folk begyndte at leve året rundt i bosættelser langs kysten, men fortsatte med at jage, fiske og fouragere de samme steder, som de altid havde gjort.

Moderne Inuit

Nutid

Det grønlandske folk bor i landet i dag, og ligesom deres forfædre bruger de landskabet bæredygtigt til at forsørge sig selv og deres samfund. De rejser ad de samme ruter over vand, land og is, men har skiftet til motoriserede fartøjer og køretøjer, mens de bruger mekaniserede redskaber inspireret af både deres egen og fremmede kulturer.

Lokal motivation

Formidling af historien samtidig med beskyttelse af den nutidige kultur

De lokale myndigheder er også de lokale, som jager, fouragerer og fisker i Aasivissuit – Nipisat området. Blandt de lokale er der jægere og fiskere som er afhængige af landskabets og havets rigdom for deres levebrød, og derfor er det vigtigt for dem at kunne gå på jagt i området med deres moderne motoriserede transportkøretøjer og vandfartøjer.

Ved at få Aasivissuit – Nipisat optaget på UNESCOs verdensarvsliste som det levende jagtområde, det har været og stadig er i dag, kan de lokale langs vestkysten være sikre på, at landskabet vil være lige så fuld af liv som da deres forfædre levede her.

Ruinerne og monumenterne i landskabet skal beskyttes og forvaltes for at sikre, at den historie, de fortæller og viser, stadig er synlig for fremtidige iagttagere og brugere af området. Steder med rester af boliger, der er op til 4500 år gamle, er steder der stadig er yndede som lejrpladser den dag i dag. Historien gentager sig, og ved at lære af tidligere kulturer vil vi naturligvis lære mere om os selv.

Mellem is og hav