Karl Timas Kajussen er født og opvokset i Saqqarliit, fiskerbygden der blev forladt i 1961 på grund af uholdbare handelsforhold – betydende at bygden ikke havde noget økonomisk grundlag. I øjeblikket bor han i Sarfannguit, den nærmeste bosættelse til hans barndomshjem.
Da han var ung husker han tydeligt, at hans familie købte en brugt båd til deres fiskeri- og jagtlivsstil. Pludseligt var alt meget tættere på, nu hvor de havde et motoriseret vandfartøj var det meget nemmere at tage til Sarfannguit og sælge deres fangst samt købe dagligvarer.
Han forklarer, at der dengang ville være Qaannat (flertal for traditionel grønlandsk kajak), der kom forbi fra bygder i Kangerlussuaq-fjorden på vej til Sarfannguit for at købe luksusfornødenheder som kaffe, sukker, tobak og patroner. Ved at følge vandløbene, der forbinder søerne i landskabet, skiftede de mellem at ro og bære Qajaq’en (ental af Qaannat) for at rejse fra Kangerlussuaq-fjorden til Ikertooq-fjorden. Varerne blev opbevaret i den hule Qajaq på en måde, der holdt balancen i det smalle fartøj.
Hans første skoledag er en meget mindeværdig dag for Karl Timas, for det viste sig at være hans eneste skoledag helt frem til hans konfirmation i teenageårene. Det eneste han husker at have gjort hele sit liv, er at gå på jagt og fiske. Fangstsæsonerne for de forskellige dyr i havet og på land er lige efter hinanden, så Karl Timas fulgte med sin bedstefar på jagt- og fisketure året rundt. Han fik den traditionelle grønlandske opdragelse i stedet for den nye danske uddannelse. Som han selv siger: “Imaakkamali ministerinngunngippunga” (Fordi jeg er sådan her, er jeg ikke den, der blev minister) med et grin.
Der er et bjerg omkring Saqqarliit, hvilket betyder, at de skulle vandre over bjerget når de skulle ind i landet og jage. Da Karl Timas gik på rensdyrjagt med sin bedstefar om sommeren, havde de tre ruter over bjerget de kunne vælge imellem, og når de var kommet over bjerget, fulgte de sydsiden af Tasersuaq (Store Sø) og drejede mod nord når de havde passeret den. Hans bedstefar foretrak at holde aasivik (sommerlejr under jagttur) på en slette nord for Tasersuaq.
Om sommeren bruger grupper af familie og venner omkring to måneder inde i landet for at jage rensdyr og forberede mad til vinteren. Dette er normen for familier med erhvervet jæger-fisker, hvilket også er tilfældet med Karl Timas, der har skiftet jagtområde flere gange i løbet af sin levetid. Det er populært at jage mens man rejser til lejrpladsen, for hvis et førsteklasses eksemplar af et dyr dukker op, så kan de bare lave et køddepot for at opbevare det køligt indtil de kommer tilbage fra jagtturen og tage det med hjem.
Karl Timas etablerede en familie med kone og børn, og mens ungerne var små boede de i fire år ved Itinneq floden for at udnytte den gode indtægt ved at sælge ørreder til Sarfannguit. Der er et sted i området ved navn Eqalugaarniarfik (stedet for ørredfangst), og i fjorden syd for floden, Akulleq, er der også et sted der hedder sådan. I 80’erne, da de boede der, var ørred en meget lukrativ handelsvare, og med sin kutter kunne han sejle sin fangst til Sarfannguit. De var helt alene i indlandet og levede af landet, men de havde hinanden og kunne købe alt nødvendigt i Sarfannguit.
De endte med at flytte til Sarfannguit, hvor børnene kunne gå i skole i stedet for at deres mor hjemmeunderviste dem. Hans søn, Ani Kajussen, er i dag også fanger-fisker, og han følger tendensen indenfor beskæftigelsen. Det er blevet en populær turistattraktion at tage på ’trofæjagt’, så Ani rejser med udenlandske jægere for at guide dem i hvordan man fanger en moskusokse eller et rensdyr. Med sit kendskab til landskabet sikrer han, at trofæjægeren altid kommer hjem med et værdigt trofæ.
Udover landdyrene har Karl Timas også stor erfaring med at fiske med kutter. Han har gode minder om de mange helleflyndere og små rejer, han og hans kolleger fangede da de sejlede frem og tilbage i bunden af Ikertooq-fjorden. De slæbte et net ned for at fange dem, men nogle gange ville mudderet desværre give dem problemer. Dette er dog lang tid siden, for i dag er hovedfangsten torsk, og Karl Timas joker med, at det måske skyldes at han og hans kolleger tømte havet for rejer og helleflyndere, eftersom de fangede så mange dengang.
Under sommerens jagtture plejede Karl Timas og hans familie at have lejr i Umiivik, som ligger for enden af Tasersuaq, hvor den løber ud i Itinneq floden og videre ud i Ikertooq-fjorden. Umiivik er stadig et populært område for andre lokale at tørre en sommerfangst af rensdyrkød, men Karl Timas er flyttet til den østlige ende af søen og har bygget en hytte, hvor hans familie kan efterlade alt nødvendigt udstyr. Det betyder, at de ikke behøver at medbringe madrasser, betræk, varmeovne eller andet tungt hver gang de skal for at bo i hytten. Hans svigersøn, Suulut Olsen, er også en fanger-fisker, og han voksede op i Sarfannguit, så han kender derfor også området rigtig godt. De er en stor familie, som hjælper hinanden i de forskellige fangst og fiskeri sæsoner, og næste generation er allerede med på turene ud i naturen.
Selvom nogle ting fortsætter gennem generationer, er der andre ting der ændres. Karl Timas mindes dengang moskusoksen blev importeret til Kangerlussuaq og sluppet løs i naturen. Så snart regeringen startede den første jagtsæson på moskusokser, var Karl Timas blandt de mange, der med hundeslæder drog ind i landet for at hjembringe læs efter læs af moskusoksekød og skind. De havde ingen problemer med at lære at jage dem dengang, og dyrene trives så godt i landskabet, at jægerne har nok arbejde i dem. De yngre generationer jager dem stadig i dag, men Karl Timas er selv blevet for gammel til det anstrengende arbejde med at jage så store dyr.
En anden ting, der har ændret sig i landskabet i hans levetid, er ATV-vejen, der er anlagt som forbindelse mellem Sisimiut og Kangerlussuaq. Dette har fået ham selv og familien til at foretrække at jage rensdyr på den sydlige side af Tasersuaq i stedet for den nordlige side hvor vejen ligger. Selvom der ikke er nogen drastisk ændring i dyrebestanden, er der nu flere lokale hobbyjægere der jager i nærheden af vejen. Han har også observeret, at vejen er flittigt brugt til at komme fra Tasersuaq til Kangerlussuaq eller omvendt.
Det var også almindeligt for Karl Timas at gå gennem Aasivissuit under sine jagtture, grundet dens gode beliggenhed og mulighed for at socialisere med andre jagtgrupper. Men da de mange ruiner er blevet kategoriseret som fredet kulturarv, går han rundt om pladsen, og er klar over at det er et af de steder der har motiveret nomineringen af verdensarvsstedet Aasivissuit – Nipisat.
Karl Timas er nu en gammel fanger-fisker, men han har kun bremset sit arbejde i stedet for at tænke på pension. Det ser ud til, at han ikke er i stand til at stoppe sig selv fra at drive jagt og fiskeri, som han har gjort hele sit liv. Han har haft 3 hjerteanfald, og dermed hjerteoperationer. Hans familie bliver ved med at fortælle ham, at han skal stoppe med at arbejde, men han tror at det simpelthen er en del af livet, for når han sætter sig ned i stedet for at udføre sit arbejde, så keder han sig og begynder at arbejde for aktivitetens skyld. Nu tager han piller morgen og aften, tager på fisketur i godt vejr, hjælper sin familie, transporterer dem hvis de har brug for det, nyder sommerens jagtture og mindes de gode gamle tider med sin sidste ven fra de gode gamle tider.
Udforsk kortet
